Vaccination af hund

Hunden bør basisvaccineres, når den er hvalp. Som en tommelfingerregel kan man sige, at hvis hvalpen er født af en uvaccineret tæve, eller hvis den er udsat for et øget smittepres, bør den vaccineres 3 gange, når den er henholdsvis 8, 12 og 16 uger gammel. Er hvalpen født af en regelmæssigt vaccineret tæve, bør den vaccineres, når den er 12 og 16 uger gammel.

De sygdomme de fleste hunde vaccineres imod i Danmark er:

•    Hundesyge
•    Parvovirus
•    Smitsom leverbetændelse
•    Parainfluenza
•    Leptospirose

Når der vaccineres mod disse fem sygdomme, gives vaccinen samlet i én sprøjte. Der findes desuden en vaccine mod kennelhoste, som skal sprøjtes direkte ind i hundens næse.
Hvis du skal have din hund med uden for landets grænser, skal den vaccineres for rabies (hundegalskab).